Niels Hald fylder 80 år
- Af Redaktionen
En af de helt store fylder 80 år på søndag. Det er ejendomsmægler og indehaver af Ejendomsmægler Niels Hald, der søndag runder otte årtier.
Den altid rolige og sindige mand har godt nok været en del af lokalbilledet på Amager de sidste 50 år, men det overrasker ikke dem, der har mødt og talt med Niels Hald, at han er født og opvokset i det nordjyske - nærmere bestemt Suldrup små 30 kilometer syd fra Aalborg.
Måske er det opvæksten her, der har givet Niels Hald det rolige perspektiv på verden samt værdierne om altid at opføre sig ordentligt. Andre vil mene, at når man stikker til søs som 15-årig og de kommende år sejler verden rundt på de syv verdenshave, så lærer man også at indgå i relationer og passe sit arbejde uden at kny. Uanset hvad er Niels Hald og de værdier, han altid har været kendetegnende ved, rodfæstet i de to førnævnte perioder: Opvækst og tidligt arbejdsliv.
Da Niels Hald gik i land, fulgte kærligheden og det førstefødte barn, Niels Hald til Amager. Årstallet skriver 1973, og renten på et huskøb var på små 22 procent. Huset på Kastrupvej 25 blev samtidig Niels Halds vej til ejendomsmæglerfaget.
På dette tidspunkt arbejdede unge Niels Hald hos en entreprenør, hvor dagene var lange, arbejdet hårdt og lønnen god. Men som den reflekterende mand, Niels Hald alle dage har været, kunne nordjyden godt se, at dette ikke var et erhverv, som man blev gammel i.
Så pludselig bestod dagene af hårdt arbejde og aftenerne af aftenskole, så titlen som ejendomsmægler kunne skrives på CV’et. Efter købet af et næringsbrev ved Københavns Kommune til den nette sum af 80 kr., var Niels Hald klar til mæglerfaget.
Ens første handel er en, alle ejendomsmæglere husker. Sådan er det også for Niels Hald. Så da en bankdirektør fra Danske Bank, der var herskabeligt boende i det indre København, skulle kigge på et sommerhus ved Sejerøbugten, startede Niels Hald sin ældre og slidte Saab og fik direktørparret ind på bagsædet, inden turen på en varm sommerdag gik mod bugten.
Da handlen kom i hus, kunne Niels Hald mærke tørsten trænge sig på, men af frygt for at virke uprofessionel, nævnte han intet. Efter en halv times kørsel retur mod Købehavn insisterede bankdirektøren på, at trioen slog vejen forbi en nærliggende kro for netop at slukke tørsten. Sådan blev den første af mange bolighandler fejret.
På Amager går der den dag i dag stadigvæk historier om den måde, hvorpå Niels Hald gjorde sig umage over for kunderne. Om det var at slå græsset inden et åbent hus, hvor sælger var på ferie, eller det var at skrue på radiatoren, så boligen var klar til fremvisning, så gjorde Niels Hald jobbet selv.
Som årerne gik, voksede virksomheden og medarbejderstaben med værdierne fra Niels Hald, der i øvrigt stadigvæk har sin gang hos Paulun Bolig-butikken på Amager, og den dag i dag lever Niels Halds motto hos alle medarbejderne. Lige fra dem, der har været ansat i en lang årrække, til de nyeste praktikanter, der drømmer om faget i et boligmarkedet, hvor renten er langt fra de 22 procent, som Niels Hald startede ud med.
Der skal lyde et stort tillykke til Niels Hald fra alle nuværende og tidligere medarbejdere. Tak for din væremåde og dit væsen.
Niels Hald fejrer sin fødselsdag søndag med sin familie og nærmeste venner i privat regi.