Kommunikationspraktikant hos Paulun Bolig
- Af Line Stryander
Mit navn er Line Stryander, og jeg er i øjeblikket kommunikationspraktikant her hos Paulun. Til dagligt studerer jeg HA(Kom.) på CBS, også kendt som erhvervsøkonomi og virksomhedskommunikation. Som et led i uddannelsen skal vi som studerende i et tre måneders praktikforløb, hos en selvvalgt virksomhed.
Jeg kunne have søgt mange steder hen, så hvorfor lige Paulun Bolig?
Jeg ønskede ikke at afholde min praktik i en stor og kendt organisation, med en marketingafdeling på +20 mand. Jeg ønskede at komme til et sted, hvor min stemme også ville blive hørt, og hvor jeg ville blive mødt af mangeartede opgaver. Det har jeg i den grad fået indfriet her. Jeg husker at indehaver Torben Hald til min jobsamtale pointerede, at de aldrig har haft en kommunikationspraktikant i firmaet før, og at jeg derfor måtte være proaktiv og forme mit eget forløb. Det har jeg i den grad gjort, og med stor glæde. Jeg priser mig lykkelig for at være kommet et sted hen, hvor der bliver lyttet til mine tanker og ideer, og hvor jeg får lov til at have så stor indflydelse som jeg har.
Hvilke arbejdsopgaver varetager jeg?
Jeg har fået ret frie tøjler, hvilket har været eminent for mig, da jeg har mange kompetencer og interesser ud over dem, som jeg har tilegnet mig gennem studiet.
I løbet af praktikperioden har jeg blandt andet arbejdet med de analoge medier, såsom avis, busbannere, skilte og flyers. Derudover har jeg samarbejdet en del med den nyansatte videograf, om at lave materiale til de digitale medier, hvor vi især har lagt fokus på branding via de sociale medier. Virksomhedens profil udadtil har også været inden for min sfære, hvor jeg har fået lov til at komme med mærkbare ændringer til blandt andet hjemmesiden. Derudover har jeg deltaget i udarbejdelsen af nye kampagner, arbejdet med tekstforfatning, formidling og korrekturlæsning, samt kommenteret store dele af virksomhedens generelle materiale.
Fleksibilitet er jeg blevet givet fra dag ét, både i forhold til mine arbejdsopgaver, men også min arbejdstid og -sted. Jeg har fået lov til både at arbejde på kontoret, tage rundt i butikkerne og med butikkerne ud til boliger, samt arbejdet hjemmefra.
Min oplevelse af branchen og medarbejderne netop her hos Paulun Bolig er yderst positiv. Om det bare er min opfattelse, at mæglere er glade og imødekommende folk, ved jeg selvfølgelig ikke, men det er en fornøjelse at være omgivet af positive personer i ens arbejde.
Kunne du tænke dig at møde mine altid smilende kollegaer, og måske være den næste kommunikationspraktikant hos Paulun Bolig?
Så send en mail til bn@paulun.dk